PLE køber Sandvig Plejehjem - marts 2014
   | 
![]()  | 
Det er et selskab i PLE Gruppen, nemlig PLE Ejendomme ApS der er den nye ejer af
Sandvig Plejehjem. 
 
PLE Gruppen består af en række selskaber, hvoraf det vigtigste er Bornholms største 
entreprenørfirma PL Entreprise A/S (PLE), som beskæftiger mere end 100 medarbejdere 
og omsætter for over 100 mio. årligt, mens PLE Ejendomme ApS er et nystiftet selskab 
der er etableret med henblik på blandt andet udvikling af egne byggeprojekter. 
Købet er sket som en naturlig del af virksomhedens strategi, med opkøb af tiloversblevne 
tomme erhvervsbygninger med ombygning og udvikling for øje. 
 
PLE Gruppen har igennem de seneste mange år investeret i og udviklet mange 
tilsvarende ejendomme og grunde, herunder de gamle Bornglas bygninger i Åkirkeby, den 
gamle brødfabrik i Soldaterstræde i Rønne og nogle grunde i Rønne syd, som alle er 
udviklet til andelsboliger. Herudover har virksomheden tidligere opkøbt Munken i Svaneke, 
hvor der er udviklet og opført ferielejligheder. 
PLE Gruppen ejer også det gamle Hasle Klinker og siloerne på Hasle Havn. 
 
De primære formål med investeringen er at skaffe beskæftigelse i virksomhedens 
entreprenørforretning og samtidig skabe en udvikling på Bornholm, som begge dele er 
med til at øge beskæftigelsen og skabe varige arbejdspladser på Bornholm. 
Vi elsker at udvikle projekter og skabe udvikling og arbejdspladser på Bornholm. 
 
Planerne med den aktuelle bygning er ikke helt på plads, men planen er at ombygge det 
gamle plejehjem til en eller anden form for nye boliger. 
Det er aftalt mellem parterne, at købesummen ikke ønskes oplyst. 
Sandvig Plejehjem er beliggende ved foden af og med en fantastisk udsigt til 
Hammerknuden. 
 
 
 
 
14. marts 2014

 